Når jeg ser på, hvordan mine to drenge – Zander på 5 og Lauritz på 2 – omgås hundene med den største naturlighed og selvfølgelighed, så kan jeg på ingen måde genkende min egen barndom i dem.
Som dreng voksede jeg op i en andelsboligforening på Nørrebro, hvor hunde var strengt forbudt. Ingen i familiens daglige omgangskreds var hundeejere og derfor var min berøringsflade med hunde særdeles begrænset. Foran det lokale værtshus på hjørnet lå ofte en stor hund og kiggede olmt på de forbipasserende og når jeg skulle forbi, så forgik altid den modsatte side af gaden med mor mellem mig og hunden.
I kvarteret boede desuden en dame, der opdrættede de store og meget langhårede afghanske mynder. Man så hende ofte på gaden med 4-5 af slagsen og min mor talte tit dårligt om hende, fordi hundene altid havde tyndskid og damen aldrig havde husket hundeposerne..
I vores kolonihaveforening i Brøndby Strand kom vi i en kort periode hos et ældre ægtepar med hund, men det fik en brat ende, da hunden en dag snappede mig i ansigtet..
Et år var vi på bondegårdsferie på landet, men mere end hønsene og grisene husker jeg gårdens hund! En gevaldig (sådan husker jeg den i hvert fald) og glubsk schæferhund, der altid så ud til at have lyst til at hapse en drengearm eller to.
På billedet nedenfor fra bondegårdsferien du se den gigantiske hund i forgrunden, mens jeg i baggrunden søger beskyttelse mellem mors ben. Mit kropssprog er ikke til at tage fejl af og i dag kan jeg desuden se, hvordan selv hunden kan aflæse mig og tænker: ”Ham drengen derovre, han er vist ved at skide grønne grise ved synes af mig. Jeg er TOP DOG her på gården!”
