Min frygt for hunde er der den dag i dag stadigvæk, men selvom følelsen er den samme – om end mindre intens – så foretrækker jeg i dag at kalde den respekt.
Når jeg møder en ny hund, så springer mit hjerte stadig et slag over, når døren går op og jeg kan stadig ikke slippe følelsen af, at hunden er et vildt og kraftfuldt dyr, som kunne rive min blide menneskelighed midt over, hvis den ville det.
I hunden blotter naturen sine urkræfter og minder mig om, at vi mennesker altid lever på dens nåde! Det er skræmmende, ydmygende og lærerigt på en og samme tid.
Med sit oprindelige og primitive udseende træder hunden fra den vilde natur direkte ind i vores hjem og hjerter. Selvom den kommer fra en verden vi mennesker forlod for 100.000 år siden, så tilbyder den os dens tillid og troskab og den tager gladelig imod et hundeliv i en menneskeverden, der må føles meget fremmed for den, hvis blot den må tilbringe det sammen med os.
Lige meget hvor mange skønne hunde jeg har mødt og kommer til at møde, så vil jeg dog aldrig glemmer Basco – min første og største hunde-kærlighed! Med hans skræmmende ydre og hans blide sind lærte han mig, at hunden – på trods af dens voldsomme og dyriske kræfter og instinkter – er, om ikke menneskets, så i hvert fald min bedste ven!
Nogle mennesker skal bestige Mount Everest for at føle sig tæt på himlen og naturen – siden Basco har jeg blot skulle sætte mig ved siden af en hund.
Af Magnus Hinge
(stifter, ejer og pack-leader i Hellerup Dog Walk)
P.S. Hvis du kunne lide min historie, så lad mig det gerne vide i kommentarfeltet nedenfor og du er naturligvis meget velkommen til at dele den, hvis du tænker at nogen af dine venner ville have glæde af at læse den også.
