Fra 2006 begynder jeg at arbejde som uddannet folkeskolelærer på fuld tid og fra ca. 2008 begynder jeg at arbejde mere og mere intenst med mit selvværd og indre ro gennem meditation og selvindsigt. Jeg opdager snart, hvordan den japanske zenbuddhismens utrolig enkle og 100 procent no-nonsens-tilgang taler til mig og de følgende år bruger jeg meget tid på min zen-træning bestående af zazen (meditation) og koan’er (uløselige gåder og paradokser). I en periode flytter jeg ind og bor på et zenkloster, for at kunne dedikere al min tid til mit zen-buddhistiske arbejde.
I begyndelsen af 2014 flytter min kone og jeg ind i vores villalejlighed i Hellerup og ca. samtidigt går det for alvor op for mig, at det lærerjob jeg er uddannet til og har bestridt i 8 år, ikke længere kan rumme min ildsjæls lyst til at forandre og gå mine egne veje. Min meditation og zen-træning har nået et punkt, hvor jeg som mennesker ikke længere kan affinde mig med at bruge mit liv på en måde, der ikke harmonerer med mine inderste værdier, tanker og følelser.
Siden tiden med Basco har hundene kaldt på mig og nu føler jeg mig parat til at besvare deres kalden. Jeg har set et program i fjernsynet om Dog Walkers i USA og jeg beslutter mig for, at det er sådan jeg vil forene min kærlighed til hundene med familielivets materielle forpligtelser. Jeg står med min nye kone, mit nye hus og mit nye barn, men jeg har ingen erindring om at tøve, eller være i tvivl eller bange. Det eneste jeg husker, er lysten til det nye liv med hundene og de aktive ting jeg gjorde, for at kunne manifestere denne drøm!
Her er min første flyer, som jeg delte ud i nabolaget i foråret 2014. Når jeg kigger på den i dag, så må jeg sige, at min opfattelse af verbet ”erfaren”, måske er blevet strammet en smule op siden dengang, hvor min erfaring primært bestod i Basco, Edvard, Victor, Mopsen og Arnold. Men alt er som man siger relativt og man kan vel også sige, at de tusindvis af timer jeg har tilbragt sammen med de mange hunde de sidste 4 år, blot har gjort mig mere erfaren. 🙂
Der gik et godt stykke tid, men ca. 2 måneder efter jeg havde delt flyerne ud, ringede Heros far til mig og ugen efter Seppos mor. Nu var jeg i gang med mit nye liv og jeg har ikke set mig tilbage siden. Her kan du se mig på en af mine første ture med Seppo og Hero, samt mine egne hunde Karla og Arnold.
Efter Hero og Seppo kom Max, Dolly, Bailey, Scarlet, Balder, Frida, Berta, Coby, Futte, Manfred, Cille, Karla, Coco, osv. og jeg tror, at jeg snart har luftet i nærheden af 100 forskellige hunde gennem tiden. Nogle få er døde, lidt flere er flyttet, men de fleste er heldigvis med endnu og jeg ser dem hver uge i Hundehaven eller på Pack Walk.
Som klasselærer var jeg 100 procent engageret i børneflokkens trivsel og jeg indså allerede dengang, at selvom de fleste på individplan havde udfordringer, så kunne fællesskabets kraft, hvis det blev tøjlet og vejledt rigtigt, løfte individet op og ud af sin egen verden med udfordringer og give det et grundlag for at trives og fungere i en gruppe – nogle gange imod alle odds.
Præcis sådan er det også med en stor hundeflok! Nok har alle hundene hver især deres udfordringer og ”kanter”, men gribes det rigtigt an, så kan man med flokkens hjælp invitere enhver hund med udfordringer, til at blive en vigtig og unik del af flokkens fællesskab, så den hund, der for en måned siden skulle bruge flokkens kraft til at overvinde sig selv og blive en integreret del af det store fællesskab, i dag kan spille en afgørende rolle i forhold til at hjælpe den nye hund i flokken med at finde sin indre flok-identitet frem og derved realisere sig selv som socialt væsen. Herved adskiller hunde sig ikke fra mennesker eller omvendt!
På billedet nedenfor kan I se mit nye ”klasseværelse” i Hellerup Dog Walks hundehave. Ligesom da jeg underviste børn, så er der nogen der lytte bedre efter end andre, når chefen taler. 😀
