Sådan gik der et par år med, noget nær panisk frygt for hunde. Kulminationen kom, da jeg som 4 årig for første gang skulle med ud og besøge min fars nye kærestes søster, som boede i et stort hus på landet med hendes mand og deres – skulle det vise sig – kolo-enorme rhodesian ridgeback. Min far var tilmed så uklog at fortælle mig, at den også blev kaldt for en afrikansk LØVEHUND, fordi den blev brugt til løvejagter i Afrika. En ung dreng, der i forvejen er bange for hunde tænker jo straks, at hvis sådan en hund bliver brugt til at jagte løver, så må den jo også være større, stærkere og meget farligere end løver endsige alle andre slags hunde.
Allerede et stykke vej fra huset kunne jeg høre LØVEHUNDENS glammen og da bilen kort efter standsede på parkeringspladsen, var dens gøen blevet så voldsom og gennemtrængende, at den ubesværet forplantede sig i min lille barnekrop, som en lavfrekvent og totalt overrumplende vibration i brystkassen, der ødelagde mit eget hjertes naturlige rytme, så det skiftevis sprang et par slag over og dernæst tog et par hurtige i træk, i et panisk og nytteløst forsøg på at indhente det tabte. Havde jeg ikke vidst bedre, så kunne jeg have troet, at lyden fra LØVEHUNDEN kom fra mit eget indre, så intens føltes den i min krop, som skiftevis holdt vejret og hyperventilerede, mens den tog bad i angstens sved under min snarligt gennemblødte sommerjakke.
For hvert skridt jeg tog i retning af hoveddøren, blev den dundrende og vedvarende gøen højere og højere og mere og mere intens og bedst som jeg troede, at min situation ikke kunne blive værre, så fik jeg øje på uhyret! Det stod med forpoterne oppe i vindueskarmen og med hovedet helt op mod ruden, som duggede og blev klar igen foran dens åbne gab, synkront med den dundrende fornemmelse i min brystkasse.
Foran hoveddøren var jeg så bange, at min hørelse de facto var forsvundet og enhver beroligende bemærkning fra en voksen var aldeles nyttesløs. Så bevægede dørhåndtaget sig pludselig ned og døren begyndte at gå op samtidig med, at en stor, sort og våd snude maste sig ud gennem den voksende sprække mellem døren og karmen lige i hovedhøjde..!
At vi mennesker stammer fra aberne, det kan både jeg selv og min far bevidne, for den dag, i det øjeblik, tog de allerdybeste instinkter over i mig. I samme moment dørsprækken blev så bred, at Løvehunden kunne klemme sit gigantiske hoved gennem den, der kravlede jeg, på bogstaveligtalt nul-komma-fem, op af min far, så jeg før nogen vidste af det, sad oven på hans skuldre, mens jeg forsøgte at fortsætte videre op på hans hoved. Løvehunden må også have syntes det var bemærkelsesværdigt, for den kvitterede i hvert fald ved at springe op af min far med forpoterne, så jeg på trods af mine på dagen ekstraordinære klatreegenskaber, alligevel ikke var helt i sikkerhed fra dens insisterende og voldsomme tilnærmelser.
Dette var mit første møde med Løvehunden og resten af dagen tilbragte jeg primært på min fars skuldre, hvorfra jeg med frygt og gru, betragtede den enorme hund, der for det meste luntede rundt og ledte efter madrester, eller lå og sov på gulvtæppet eller græsplænen.
Et par gange i løbet af weekenden tog min far Løvehunden i snor og tog den med på vores gåture rundt på den enorme landejendom. Dens halsbånd var en tyk kæde og snoren en solid læderrem, hvilket begge dele var en nødvendighed, for Løvehunden trak som en okse, når den var på tur og min far måtte sætte hælene godt i, for ikke at blive trukket afsted af det enorme dyr.
