Men Basco gik ikke til angreb og Basco væltede mig heller ikke omkuld!
I stedet skete der noget helt andet, som hverken jeg, min far, eller nogen anden i huset havde forventet… Den hund, der for 1 minut siden havde været ved at trække min far omkuld, begyndte nu, ud af det blå, at gå så pænt og roligt i snor, at jeg det meste af tiden kunne have holdt den med min lillefinger.
Basco gav hverken der eller sidenhen nogen forklaring på hans ændrede opførsel, som varede ved og vendte tilbage, hver gang jeg fik snoren i hænderne. Af uvisse årsager havde Basco valgt, at han ville tage mig ved hånden og åbne hundenes ellers lukkede verden for mig.
Nedenfor kan du se de to eneste eksisterende billeder af mig og Basco. Det tog mig et par dage at finde dem i gemmerne, så I kunne få ham at se, men jeg fandt dem!
Frygten for hunde forsvandt ikke den dag, men fra det øjeblik blev frygten altid ledsaget af fascination, når jeg stødte på en hund. Jeg var stadig frygtelig bange for dem, men nu havde de også en dragende effekt på mig, som var langt større end frygten.
Med hjertet i halsen glædede jeg mig altid i ugevis, når jeg vidste vi skulle på landet og besøge min fars kærestes søster og havde du spurgt mig dengang, så havde jeg sagt, at jeg skulle på landet og besøge Basco. Han fyldte alt i min bevidsthed når jeg var der, eller vidste jeg skulle derhen og selvom jeg stadig frygtede ham, og selvom jeg stadig kravlede op af min far, når Basco hilste på hos med hans brutale og dybe gøen når vi ankom, så vidste jeg, at jeg inden længe ville overvinde min skræk og liste mig hen og sætte mig hos ham.
Med til fortællingen om min tid med Basco hører også, at han ikke bare var blevet købt hos den nærmest gode rhodesian ridgeback kennel. Basco var i bogstavelig forstand fra afrika, hvor han havde boet de første år af sit liv sammen med hans ejere, før de flyttede tilbage til Danmark, efter at have boet i Kenya i en længere årrække.
Med sig hjem havde de – ud over Basco – taget en masse af afrikanske kunstgenstande, masker, spyd, bue og pil, piske, væghængte dyrekranier, udstoppede dyr, skind og møbler, som de havde udsmykket det gigantiske og eventyrlige hus med, som mange steder havde 5 meter til loftet, så der var rigeligt med vægplads til de mange gazellekranier og utallige andre afrikanske artefakter.
I denne eksotiske afrikanske kulisse tilbragte jeg de næste 4 år et utal af timer sammen med Basco. Med deres hule øjne og fra deres faste pladser i det afrikanske eventyrhus, så savannens mange dyr og de uhyggelige afrikanske masker til, mens et unikt og overraskende bånd imellem den vilde afrikanske natur og en lille dreng fra Nørrebro voksede sig stærkere.
Knap 2 timers kørsel fra København oplevede jeg i 80’ernes Danmark mit afrikanske eventyr, som ingen rejse til afrika i dag vil kunne hamle op med og når jeg boede på “farmen”, var Basco alt hvad jeg tænkte på fra jeg stod op om morgenen til jeg gik i seng om aftenen.
I dag tænker jeg, at mit forhold til Basco dengang har mindet meget om en forelskelse og selvom han i dag har været død i 28 år, så kan jeg stadig mærke, hvordan hans fascinerende og stride ridge føltes imod min usikre barnehånd, når jeg strøg ham fra hans bagkrop og hele vejen op mellem hans skuldreblade.
