Kapitel 6 - Arnold (min første hund)

Efter at jeg var flyttet sammen med Anja og vi havde fået vores første dreng sammen, var tiden moden til, at jeg skulle have min første hund! Det skulle være en god vagthund (vi havde haft indbrud), det skulle være en god familiehund og den skulle have en rolig og tilbagelænet tilgang til tilværelsen, som sin kommende ejer. 🙂

Valget faldt på bullmastiffen Arnold, som blev hentet i Haslev i januar 2013. På billederne nedenfor kan du se min ældste søn Zander og jeg, den dag vi var nede og hente Arnold.

Men der var dog en i familien, der ikke var blevet taget i ed før valget faldt på Arnold og hvis du ikke allerede har gættet det, så kan du se hendes skeptiske tilnærmelser første gang hun møder hendes nye lillebror, på det øverste billede nedenfor.

På det næste billede deler hun for første gang forsædet med Arnold, hvilket tydeligvis heller ikke vækker begejstring.

Der er sket meget siden dengang; Arnold har taget 55 kg. på og mopsen langt om længe er blevet glad for ham 🙂 Det tog hende et par år at acceptere ham helt, men nu er han med til at holde den gamle grå mops ung og livlig og hun blive dagligt gumlet godt igennem, så hendes ellers bløde pels bliver helt strid af indtørret bullmasiff-savl. En ting er dog fuldstændig som det var dengang: Mopsen er bestemmer og Arnold makker ret! 🙂