Sådan forbereder du din hund på at møde baby

Indlægget er lavet i samarbejde med Babyhelp.dk

Hvis du som hundeejer snart skal være forælder, gør du klogt i at forberede din hund på mødet med baby. Solid forberedelse vil nemlig øge chancerne for, at mødet mellem baby og hund går gnidningsfrit. Artiklen her er fyldt med gode råd til, hvordan du forbereder din hund bedst muligt på den kommende situation.

Hvis du venter barn, håber du naturligvis på, at din hund kommer til at se baby på samme måde, som du selv gør, nemlig som en enorm gave til livet.

 

Du ved dog, at dette ikke er givet, hvorfor du frygter, at familieforøgelsen vil føre til udfordringer for din hund, der vil finde det vanskeligt at skulle dele opmærksomheden med baby.

 

Hvorvidt din hund reagerer positivt eller negativt på babys indlemmelse i familien, er umuligt at forudse. Det kan du kun gisne om.
  

Noget, der til gengæld ikke er umuligt, er at skabe nogle fornuftige rammer, som vil øge chancen for, at din hund og baby kommer til at forliges godt med hinanden. Måden, hvorpå du kan skabe disse rammer, vil du kunne finde information om i artiklen her.

 
Inden vi når til de afsnit, der specifikt beskæftiger sig med dette, skal vi dog lige kigge lidt på, hvorfor og hvordan en hund typisk reagerer på, at der flytter en lille baby ind i hjemmet.
 

Hvorfor og hvordan reagerer en hund egentlig på en baby?

 
 Hunde kan reagere ret så forskelligt på, at en baby flytter ind. Nogle hunde bliver usikre, hvilket skyldes, at de har svært ved at afkode deres plads i den nye familiekonstellation.
 

Dette kan føre til, at de begynder at tvivle på, hvorvidt de fortsat kan forblive en del af flokken, hvilket selvsagt ikke er særligt godt.

 
Andre hund reagerer heldigvis mere hensigtsmæssigt. Eksempelvis ses der en del eksempler på hunde, der modtager baby med logrende hale og stor tilpasningsvillighed. Dette ses i høj grad hos hunde, der tilhører racer i den børnevenlige kategori.
 
Ligegyldigt om din hund tilhører en børnevenlig race eller ej, anbefaler vi dog, at du gør dit forarbejde, hvis familien inden længe bliver udvidet med en lille ny beboer.
 

Med grundig forberedelse vil du nemlig kunne skabe rigtig gode betingelser for, at både din hund og baby får et godt fremtidigt forløb, hvor begge er glade og føler sig trygge i hinandens selskab.

 

10 råd til at forberede din hund på mødet med baby

 

Det er en omfattende opgave at forberede sin hund på mødet med baby. Der er nemlig rigtig mange forhold, du skal have styr på, hvilket også kommer til udtryk i vores guide. Vi disker nemlig op med hele 9 forskellige råd, som du bør imødekomme.

Gør du dette, tør vi til gengæld også love dig, at chancerne for, at din hund og baby kommer til at forliges godt med hinanden, bliver rigtig, rigtig store.

 

1. Du skal have styr på signalkontrol og -kommandoer

 

Vi anbefaler dig, at du får besøg af en hundeadfærdsspecialist, som kan hjælpe dig og din hund med at lære signalkontrol og -kommandoer, når der er omkring to måneder til babys ankomst.

Og hvorfor så det?

Jo, dette anbefales, fordi tillæring af dette vil komme alle parter til gode. 

Først og fremmest er det vigtigt for babys velbefindende, at du kan styre din hund og få denne til at stoppe, hvis den bliver for voldsom i nærheden af baby.

Derudover vil det uden tvivl gøre dig selv mere tryg, hvis du føler, at du har helt styr på din hund.

Sidst, men ikke mindst vil det også komme din hund til gode at få styr stopsignalerne ind under pelsen. Dette hænger sammen med, at en hunds sindstilstand som regel er en spejling af ejerens, så hvis du er tryg og rolig, vil din hund formentlig også være det.

 

2. Lær din hund at hilse på baby allerede inden babys ankomst

 

Din hund bør lære, hvordan denne skal hilse på baby, allerede inden baby flytter ind. Vi er med på, at dette naturligvis kan være lidt vanskeligt at træne inden, da scenariet jo ligesom er betinget af babys tilstedeværelse.

Vi mener dog, at du sagtens kan opstille en scene, der minder om, hvordan fremtiden bliver, hvis bare du er lidt kreativ.

Det, som vi helt konkret anbefaler dig at gøre, er at tage plads et sted, hvor du forventer, at du kommer til at opholde dig en hel del med baby. Foran dine fødder skal du anbringe hundekurven eller et tæppe. Fra din plads skal du bede din hund om at indfinde sig i hundekurven eller på tæppet foran dine fødder.

Når hunden parerer ordre og spankulerer hen på dens tilsigtede plads, skal du værdsætte

handlingen ved at nusse din hunds pels på en måde, som du ved, at din hund elsker.

Ved siden af dig skal du have en genstand, som du ved, at din hund vil finde interessant. Det er lidt op til dig selv, hvad det er, men en oplagt mulighed kunne være hundens yndlingslegetøj. Hvis du ønsker, at scenariet skal være så virkelighedsnært som overhovedet muligt, kan du eventuelt investere i en babydukke og have denne ved din side.

Når din hund har ligget roligt et par minutter i kurven/på tæppet, skal du tage genstanden, der vil vække hundens interesse, frem og vifte lidt med den. 

Dette vil uden tvivl føre til, at din hund rejser sig op og forsøger at stikke snuden helt tæt på

genstanden. Når dette sker, siger du: ”stop”, ”tæppe” eller noget tredje, som fortæller hunden, at den skal vende tilbage til sin hvileposition i kurven/på tæppet. 

Når din hund har lært at adlyde ovenstående ordre, kan du gå videre til næste kommando, som er hilse-kommandoen.

Hilsekommandoen bør forløbe således: Når du siger: ”hilse,” får hunden lov at snuse til den genstand, du har i hånden.

Får du og din hund helt styr på dette hilseritual, vil du undgå situationer, hvor din hund gør lidt for voldsomme tilnærmelser over for baby, hvilket naturligvis både er en stor fordel for baby og din indre tryghedsfølelse.

At få styr på hilseritualet vil tilmed komme din hund til gode. Dette ritual vil nemlig hjælpe hunden med at forstå sin rolle i flokken og samtidigt sørge for, at hunden ikke kommer til at føle sig udenfor.

 

3. Udvis ro – det smitter

 

En hund fornemmer tydeligt sin ejers sindstilstand via ejerens fysiske fremtoning og udstråling.

Hvis du som hundeejer udviser overskud og ro, vil dette formentlig smitte af på din hund, hvilket jo er meget godt. Til gengæld er det mindre godt, at negative følelser også vil kunne smitte af på din hund. Giver du eksempelvis udtryk for at være usikker og utryg, vil din hund formentlig blive det samme

At blive forælder er en kæmpe livsomvæltende begivenhed, som kan få selv de mest rumlige, overskudsagtige og selvsikre mennesker til at vakle og blive usikre. Derfor er det heller ikke urealistisk, at du – når du bliver forælder – i perioder vil være usikker og vaklende.

Selvom det formentlig vil være en udfordring, bør du dog bestræbe dig på at skjule eventuel usikkerhed, når du er sammen med din hund. Forsøg i stedet med dit kropssprog at signalere, at du er rolig og har styr på situationen, da dette vil smitte af på hundens sindstilstand.
Vi er med på, at det kan være meget udfordrende, men giv det et skud om ikke andet.
 
 

4. Fasthold så vidt muligt hundens rutiner

 

Når du bliver forælder, kommer babys behov til at være hovedstyrende for din adfærd. Netop derfor vil det formentlig være vanskeligt at holde fast i alle de rutiner, som du og din hund havde inden babys ankomst.

Ikke desto mindre anbefaler vi dog, at du gør en indsats for at fastholde så mange af rutinerne som muligt.

Og hvorfor gør vi så det?

Det gør vi, fordi en hund er et vanedyr. Med andre ord betyder det, at faste rutiner og vaner

bidrager til, at en hund forbliver tryg og rolig. Hvis du ændrer for meget på din hunds dagligdag, vil det formentlig føre til en stresset, utryg hund.

 
 

5) Hvad gør jeg, hvis min hund snapper ud efter baby?

 

Hvis du kommer ud for den frygtelige situation, at din hund en dag snapper ud efter baby, skal der reageres drastisk.

Allerførst skal du isolere din hund. Herefter skal du alliere dig med en professionel træner med mindst et par års uddannelse i specialadfærd hos hunde. Handlingen vil nemlig være et symptom på alvorlige problemer, som du ikke vil kunne løse selv.

Hvorfor kan en hun finde på at snappe ud efter et menneske?

Hunde agerer ud fra deres naturlige reaktionsmønstre, og det betyder, at hvis en hund snapper ud efter en baby, så bør disse bidmarkeringer ses som et forsøg på at opdrage babyen og assistere hundeejerne.

Bidmarkeringerne foretages af hunden, fordi den vurderer, at barnet overskrider hundeejernes komfortzone.

Vi gætter på, at stort set enhver ikke-fagperson vil se bidmarkeringer som et udtryk for, at en hund er ond, aggressiv og farlig, men det er faktisk ikke tilfældet.

Og lige netop derfor behøver bidmarkeringer ikke føre til, at man afliver hunden. Den kan nemlig stadigvæk reddes. At få hunden på ret køl kræver dog professionel hjælp, som du bl.a. kan finde her på siden under “Adfærdsbesøg“.

 
 

6. Min hund ignorerer min baby – er det normalt?

 

Det kan sagtens være, at du vil opleve, at din hund helt ignorerer din baby. Det er nemlig ikke atypisk adfærd for en hund. Hvis din hund ignorerer din baby, kan der være to forskellige årsager.

Den ene forklaringsmulighed er, at hundens distancestagen skal ses som et pacificerende signal og et udtryk for venlighed. Hunden ønsker ganske enkelt at give resten af flokken plads. Hvis dette er årsagen, er alt godt, og du kan lade tingene gå sin gang.

Hvis hundens distancetagen i stedet skyldes, at hunden er usikker, bør du reagere. Du kan naturligvis ikke spørge din hund, hvorvidt denne trækker sig, fordi den er usikker. Dog vil du kunne se det via dens adfærd og fysiske fremtoning. En usikker hund vil nemlig, når den ignorerer baby, være ret stiv i sine bevægelser, så vær opmærksom på, hvorvidt dette er tilfældet.

Hvis det er det, bør du alliere dig med en hundeadfærdsspecialist med henblik på at få pumpet lidt tryghed og ro ind i din hund igen.

 
 

7. Eventuelle flåtmidler og loppekure skal være børnevenlige

 

Hvis du benytter flåtmidler og/eller loppekure til din hund, skal midlerne være godkendt til, at en baby må være i nærheden af hunden, når midlerne anvendes. Er dette ikke tilfældet for de midler, du p.t. benytter, er du nødt til at kigge dig om efter andre.

 
 

8. Må hund og baby snakke sammen?

 

Hvis du er så heldig, at din hund og baby forliges godt med hinanden, er der intet i vejen for, at de snakker lidt sammen. Er din hund glad for baby, vil din hund formentlig vise dette med kærlige slik i babys ansigt.

Da babys immunforsvar ikke er nær så godt som en voksens, forstår vi godt, hvis du er lidt 

betænkelig ved at lade din hund slikke baby i ansigtet. Dog kan vi mane til besindighed, da en hunds mund som regel er renere end et menneskes.

Et hundeslik er derfor som udgangspunkt hverken ulækkert eller uhygiejnisk. Dog bør det nævnes, at der kan være tidspunkter, hvor du ikke bør lade hunden slikke baby i ansigtet. Det være sig eksempelvis, hvis hunden for nyligt har slikket på noget bakteriefyldt eller været sammen med en masse andre hunde.

 
 

9. Baby og hund skal altid være under opsyn

 

Hvis du har forberedt din hund grundigt på babys ankomst, skal mødet mellem de to nok forløbe fantastisk og uden problemer. Faktisk er det ret realistisk, at din baby og hund hurtigt vil blive gode venner, og det er da en rar tanke, er det ikke?

Selvom du skulle være så heldig, at din baby og hund bliver gode venner, bør du aldrig lade dem være sammen uden selv at være til stede. Dette hænger sammen med, at selv den mest børnevenlige og milde hund vil kunne finde på at lave bidmarkeringer, hvis den føler sig presset eller oplever smerte.

Ved altid at være til stede, når din baby og hund er sammen, vil du kunne nå at gribe ind, hvis noget ubehageligt er under opsejling.

 
 

10. sørg for, at din hunds grundlægende sociale, mentale og fysiske behov er opfyldt 

Hunde er som alle biologiske væsner styret af deres behov og deres grad af tilfredshedfølelse afhænger af, i hvilken grad de får deres mange forskellige behov tilfredsstillet.

Hvis din hund er understimuleret, så vil dens tolerance over for forandringer – endsige en måske larmende og uforudsigelig baby, der konkurrerer om opmærksomheden i hjemmet – være mindre.

For at stimulere din hunds sociale behov anbefaler jeg, at du søger for, at den har mindst 3-4 faste hundevenner i forskellige aldre og af forskellige køn, som I kan mødes med nogle gange om ugen til samvær og leg i mindst 1 time. Herved opfylder du din hunds medfødte og sociale behov for at være en del af et forskelligartet og stabilt flok-fællesskab.

Hvis du ikke selv har mulighed for at opfylde din hunds sociale behov i tilstrækkelig grad, så kan du med fordel få hjælp til dette af en professionel hundelufter eller i en Hundebørnehave. Du kan læse om min og Hellerup Dog Walk’s unikke hundebørnehave HER.

 

Ud over din hunds sociale behov, så har den også en lang række fysiske og mentale behov, som du som hundeejer skal være opmærksom på bliver opfyldt, så din hund er i balance og kan være klar til at byde et nyt flokmedlem – jeres baby – velkommen i familien. I min artikel “Sådan får du en lykkelig hund” kan du læse om alle din hunds behov og hvordan du tilfredsstiller dem.

 

Af: 

Magnus Hinge (ejer og pack-leader i Hellerup Dog Walk) 

i samarbejde med Babyhelp.dk

Kildeliste

– https://www.alt.dk/boern/8-gode-raad-saadan-introducerer-du-baby-for-din-hund

– Anette Røpke

– https://www.idenyt.dk/kaeledyr/hund/hund-og-baby-sadan-introducerer-du-din-hund-for-et-nyfoedt-barn/