Kapitel 8 – Basco for evigt!
Kapitel 8 – Basco for evigt! Min frygt for hunde er der den dag i dag stadigvæk, men selvom følelsen er den samme – om end mindre intens – så foretrækker jeg i dag at kalde den respekt. Når jeg møder en ny hund, så springer mit hjerte stadig et slag over, når døren går op og jeg kan stadig ikke slippe følelsen af, at hunden er et vildt og kraftfuldt dyr, som kunne rive min blide menneskelighed midt over, hvis den ville det. I hunden blotter naturen sine urkræfter og minder mig om, at vi mennesker altid lever på dens nåde! Det er skræmmende, ydmygende og lærerigt på en og samme tid. Med sit oprindelige og primitive udseende træder hunden fra den vilde natur direkte ind i vores hjem og hjerter. Selvom den kommer fra en verden vi mennesker forlod for 100.000 år siden, så tilbyder den os dens tillid og troskab og den tager gladelig imod et hundeliv i en menneskeverden, der må føles meget fremmed for den, hvis blot den må tilbringe det sammen med os. Lige meget hvor mange skønne hunde jeg har mødt og kommer til at møde, så vil jeg dog aldrig glemmer Basco – min første og største hunde-kærlighed! Med hans skræmmende ydre og hans blide sind lærte han mig, at hunden – på trods af dens voldsomme og dyriske kræfter og instinkter – er, om ikke menneskets, så i hvert fald min bedste ven! Nogle mennesker skal bestige Mount Everest for at føle sig tæt på himlen og naturen – siden Basco har jeg blot skulle sætte mig ved siden af en hund. Af Magnus Hinge (stifter, ejer og pack-leader i Hellerup Dog Walk) P.S. Hvis du kunne lide min historie, så lad mig det gerne vide i kommentarfeltet nedenfor og du er naturligvis meget velkommen til at dele den, hvis du tænker at nogen af dine venner ville have glæde af at læse den også. Læs om hundebørnehaven
Kapitel 7 – Fra klasselærer til Pack Leader
Kapitel 7 – Fra klasselærer til Pack Leader Fra 2006 begynder jeg at arbejde som uddannet folkeskolelærer på fuld tid og fra ca. 2008 begynder jeg at arbejde mere og mere intenst med mit selvværd og indre ro gennem meditation og selvindsigt. Jeg opdager snart, hvordan den japanske zenbuddhismens utrolig enkle og 100 procent no-nonsens-tilgang taler til mig og de følgende år bruger jeg meget tid på min zen-træning bestående af zazen (meditation) og koan’er (uløselige gåder og paradokser). I en periode flytter jeg ind og bor på et zenkloster, for at kunne dedikere al min tid til mit zen-buddhistiske arbejde. I begyndelsen af 2014 flytter min kone og jeg ind i vores villalejlighed i Hellerup og ca. samtidigt går det for alvor op for mig, at det lærerjob jeg er uddannet til og har bestridt i 8 år, ikke længere kan rumme min ildsjæls lyst til at forandre og gå mine egne veje. Min meditation og zen-træning har nået et punkt, hvor jeg som mennesker ikke længere kan affinde mig med at bruge mit liv på en måde, der ikke harmonerer med mine inderste værdier, tanker og følelser. Siden tiden med Basco har hundene kaldt på mig og nu føler jeg mig parat til at besvare deres kalden. Jeg har set et program i fjernsynet om Dog Walkers i USA og jeg beslutter mig for, at det er sådan jeg vil forene min kærlighed til hundene med familielivets materielle forpligtelser. Jeg står med min nye kone, mit nye hus og mit nye barn, men jeg har ingen erindring om at tøve, eller være i tvivl eller bange. Det eneste jeg husker, er lysten til det nye liv med hundene og de aktive ting jeg gjorde, for at kunne manifestere denne drøm! Her er min første flyer, som jeg delte ud i nabolaget i foråret 2014. Når jeg kigger på den i dag, så må jeg sige, at min opfattelse af verbet ”erfaren”, måske er blevet strammet en smule op siden dengang, hvor min erfaring primært bestod i Basco, Edvard, Victor, Mopsen og Arnold. Men alt er som man siger relativt og man kan vel også sige, at de tusindvis af timer jeg har tilbragt sammen med de mange hunde de sidste 4 år, blot har gjort mig mere erfaren. 🙂 Der gik et godt stykke tid, men ca. 2 måneder efter jeg havde delt flyerne ud, ringede Heros far til mig og ugen efter Seppos mor. Nu var jeg i gang med mit nye liv og jeg har ikke set mig tilbage siden. Her kan du se mig på en af mine første ture med Seppo og Hero, samt mine egne hunde Karla og Arnold. Efter Hero og Seppo kom Max, Dolly, Bailey, Scarlet, Balder, Frida, Berta, Coby, Futte, Manfred, Cille, Karla, Coco, osv. og jeg tror, at jeg snart har luftet i nærheden af 100 forskellige hunde gennem tiden. Nogle få er døde, lidt flere er flyttet, men de fleste er heldigvis med endnu og jeg ser dem hver uge i Hundehaven eller på Pack Walk. Som klasselærer var jeg 100 procent engageret i børneflokkens trivsel og jeg indså allerede dengang, at selvom de fleste på individplan havde udfordringer, så kunne fællesskabets kraft, hvis det blev tøjlet og vejledt rigtigt, løfte individet op og ud af sin egen verden med udfordringer og give det et grundlag for at trives og fungere i en gruppe – nogle gange imod alle odds. Præcis sådan er det også med en stor hundeflok! Nok har alle hundene hver især deres udfordringer og ”kanter”, men gribes det rigtigt an, så kan man med flokkens hjælp invitere enhver hund med udfordringer, til at blive en vigtig og unik del af flokkens fællesskab, så den hund, der for en måned siden skulle bruge flokkens kraft til at overvinde sig selv og blive en integreret del af det store fællesskab, i dag kan spille en afgørende rolle i forhold til at hjælpe den nye hund i flokken med at finde sin indre flok-identitet frem og derved realisere sig selv som socialt væsen. Herved adskiller hunde sig ikke fra mennesker eller omvendt! På billedet nedenfor kan I se mit nye ”klasseværelse” i Hellerup Dog Walks hundehave. Ligesom da jeg underviste børn, så er der nogen der lytte bedre efter end andre, når chefen taler. 😀 Kapitel 8 – Basco for evigt!
Kapitel 6 – Arnold (min første hund)
Kapitel 6 – Arnold (min første hund) Efter at jeg var flyttet sammen med Anja og vi havde fået vores første dreng sammen, var tiden moden til, at jeg skulle have min første hund! Det skulle være en god vagthund (vi havde haft indbrud), det skulle være en god familiehund og den skulle have en rolig og tilbagelænet tilgang til tilværelsen, som sin kommende ejer. 🙂 Valget faldt på bullmastiffen Arnold, som blev hentet i Haslev i januar 2013. På billederne nedenfor kan du se min ældste søn Zander og jeg, den dag vi var nede og hente Arnold. Men der var dog en i familien, der ikke var blevet taget i ed før valget faldt på Arnold og hvis du ikke allerede har gættet det, så kan du se hendes skeptiske tilnærmelser første gang hun møder hendes nye lillebror, på det øverste billede nedenfor. På det næste billede deler hun for første gang forsædet med Arnold, hvilket tydeligvis heller ikke vækker begejstring. Der er sket meget siden dengang; Arnold har taget 55 kg. på og mopsen langt om længe er blevet glad for ham 🙂 Det tog hende et par år at acceptere ham helt, men nu er han med til at holde den gamle grå mops ung og livlig og hun blive dagligt gumlet godt igennem, så hendes ellers bløde pels bliver helt strid af indtørret bullmasiff-savl. En ting er dog fuldstændig som det var dengang: Mopsen er bestemmer og Arnold makker ret! 🙂 Kapitel 7 – Fra klasselærer til Pack Leader
Kapitel 5 – Mopsen og min kone
Kapitel 5 – Mopsen og min kone Da jeg i begyndelsen af 2008 blev kærester med min nuværende kone Anja, var det en stor glæde og bonus, at hun havde en hund. Det var en lille ung og meget fræk mops ved navn Karla og selvom jeg dengang var ungkarl og hadede at støvsuge (gør jeg stadigvæk), så gik der ikke lang tid før jeg kapitulerede og tilbød at passe Karla hos mig, når Anja havde brug for det – også selvom jeg vidste at det betød, at den forhadte støvsuger skulle svinges, når besøget var overstået. På billedet nedenfor er det Karla længst til venstre, sammen med hendes to kammerater Benny og Bingo. Anja antager jeg, at I selv kan regne ud hvem er. 🙂 Det er bestemt intet i vejen med at dele dobbeltsengen med Anja, men en snorkende mops i armhulen, eller mellem fødderne, det kan intet hamle op med! Nedenfor har jeg taget et billede af Mopsen (Karlas kælenavn) en af de første gange hun sov alene hjemme hos mig. Først 4 år senere flyttede Anja og jeg sammen og fik børn og jeg må nok indrømme, at vi med stor sikkerhed aldrig var nået så lang sammen, hvis det ikke havde været for vores fælles kærlighed til Mopsen. I dag – 10 år efter jeg mødte Anja og Mopsen første gang – er Anja og jeg stadig sammen og vi skylder Mopsen en stor tak herfor. Hun er her heldigvis også stadigvæk og ses sammen med hendes knap så moderigtige menneskefar (mig) nedenfor. 🙂 Kapitel 6 – Arnold (min første hund)
Kapitel 4 – Post Basco
Kapitel 4 – Post Basco Efter Basco kunne intet holde mig tilbage, hvis der var en hund i nærheden. Jeg var stadig utrolig bange for dem, men jeg var samtidig nærmest magnetisk tiltrukket af at være i nærheden af den tøjlede urkraft, som jeg kunne – og stadig kan – fornemme i dem. Hvad end det drejede sig om den græske gadehund vi mødte på stranden på ferien på Samos, eller den store schæferhund min grandtante fik et par år senere, så måtte jeg over og sidde eller stå ved siden af dem, selvom det fik blodet til at dunke i ørene på mig hver gang. I folkeskolen var min bedste ven i de første år en dreng ved navn Oliver, og en af de største glæder ved at besøge ham, var hans hund Edvard. Edvard var en stor engelsk springerspaniel og enkelte heldige nætter lagde han sig i min fodende, selvom han normalt altid lå os Oliver. Da lukkede jeg knap et øje på grund af lige dele glæde og frygt. Så lå jeg der i mørket i det fremmede drengeværelse… lysvågen, mens jeg kunne mærke Edvards varme bløde pels med mine bare tæer og høre hans rolige og tunge åndedræt, og var nærmest lykkelig. Helt musse-stille lå jeg for ikke at vække ham og måske risikere, at han skulle at hoppe over til Oliver. Når vi legede med Edvard i Olivers have var det ofte ”sokke-legen” vi tyede til – en leg der i al sin enkelhed gik ud på at sætte en sok i klemme i baglommen eller bæltet og få Edvard til at jagte sokken. Så for jeg hylende rundt i haven med den store jagthund lige i hælene, indtil den fik et godt tag i mig og fik mig nedlagt og fravristet sokken. Hver gang frygtede jeg, at den måske ville bide mig rigtigt, men det skete aldrig. En enkelt gang var både Oliver og jeg dog ved at komme til skade, som følge af vores samvær med Edvard. En sommerdag var vi ude og gå tur med ham i skoven, men da vi var små drenge på 7-8 år, og han var stræk som en bjørn, så var det nok nærmere ham der gik tur med os. På et tidspunkt får han øje på noget, som han bliver opsat på at fat i og så sætter han i en vild jagt gennem skoven, med både Oliver og mig hængende efter sig for enden af snoren. Op og ned af grøfter og gennem tætte buskadser gik det og til sidst måtte vi give slip, for ikke at komme alvorligt til skade. Heldigvis kom Edvard tilbage til os igen, efter at have været på skovtur i nogle minutter og i dag er det et lykkeligt hundeminde blandt mange! Min første kærestes forældre havde også en hund og selvom teenage-forelskelsen dengang fyldte særdeles meget i min unge drengekrop, så var der stadig masser af plads til at glæde sig til at se hunden også, når jeg skulle hjem og besøge hende. Hunden hed Viktor, men du må altså ikke spørge mig, hvad min kæreste hed dengang… 🙂 Kapitel 5 – Mopsen og min kone
Kapitel 3 – Basco
Kapitel 3 – Basco Men Basco gik ikke til angreb og Basco væltede mig heller ikke omkuld! I stedet skete der noget helt andet, som hverken jeg, min far, eller nogen anden i huset havde forventet… Den hund, der for 1 minut siden havde været ved at trække min far omkuld, begyndte nu, ud af det blå, at gå så pænt og roligt i snor, at jeg det meste af tiden kunne have holdt den med min lillefinger. Basco gav hverken der eller sidenhen nogen forklaring på hans ændrede opførsel, som varede ved og vendte tilbage, hver gang jeg fik snoren i hænderne. Af uvisse årsager havde Basco valgt, at han ville tage mig ved hånden og åbne hundenes ellers lukkede verden for mig. Nedenfor kan du se de to eneste eksisterende billeder af mig og Basco. Det tog mig et par dage at finde dem i gemmerne, så I kunne få ham at se, men jeg fandt dem! Frygten for hunde forsvandt ikke den dag, men fra det øjeblik blev frygten altid ledsaget af fascination, når jeg stødte på en hund. Jeg var stadig frygtelig bange for dem, men nu havde de også en dragende effekt på mig, som var langt større end frygten. Med hjertet i halsen glædede jeg mig altid i ugevis, når jeg vidste vi skulle på landet og besøge min fars kærestes søster og havde du spurgt mig dengang, så havde jeg sagt, at jeg skulle på landet og besøge Basco. Han fyldte alt i min bevidsthed når jeg var der, eller vidste jeg skulle derhen og selvom jeg stadig frygtede ham, og selvom jeg stadig kravlede op af min far, når Basco hilste på hos med hans brutale og dybe gøen når vi ankom, så vidste jeg, at jeg inden længe ville overvinde min skræk og liste mig hen og sætte mig hos ham. Med til fortællingen om min tid med Basco hører også, at han ikke bare var blevet købt hos den nærmest gode rhodesian ridgeback kennel. Basco var i bogstavelig forstand fra afrika, hvor han havde boet de første år af sit liv sammen med hans ejere, før de flyttede tilbage til Danmark, efter at have boet i Kenya i en længere årrække. Med sig hjem havde de – ud over Basco – taget en masse af afrikanske kunstgenstande, masker, spyd, bue og pil, piske, væghængte dyrekranier, udstoppede dyr, skind og møbler, som de havde udsmykket det gigantiske og eventyrlige hus med, som mange steder havde 5 meter til loftet, så der var rigeligt med vægplads til de mange gazellekranier og utallige andre afrikanske artefakter. I denne eksotiske afrikanske kulisse tilbragte jeg de næste 4 år et utal af timer sammen med Basco. Med deres hule øjne og fra deres faste pladser i det afrikanske eventyrhus, så savannens mange dyr og de uhyggelige afrikanske masker til, mens et unikt og overraskende bånd imellem den vilde afrikanske natur og en lille dreng fra Nørrebro voksede sig stærkere. Knap 2 timers kørsel fra København oplevede jeg i 80’ernes Danmark mit afrikanske eventyr, som ingen rejse til afrika i dag vil kunne hamle op med og når jeg boede på “farmen”, var Basco alt hvad jeg tænkte på fra jeg stod op om morgenen til jeg gik i seng om aftenen. I dag tænker jeg, at mit forhold til Basco dengang har mindet meget om en forelskelse og selvom han i dag har været død i 28 år, så kan jeg stadig mærke, hvordan hans fascinerende og stride ridge føltes imod min usikre barnehånd, når jeg strøg ham fra hans bagkrop og hele vejen op mellem hans skuldreblade. Kapitel 4 – Post Basco
Kap. 2 – LØVEHUNDEN!
Kap. 2 – LØVEHUNDEN! Sådan gik der et par år med, noget nær panisk frygt for hunde. Kulminationen kom, da jeg som 4 årig for første gang skulle med ud og besøge min fars nye kærestes søster, som boede i et stort hus på landet med hendes mand og deres – skulle det vise sig – kolo-enorme rhodesian ridgeback. Min far var tilmed så uklog at fortælle mig, at den også blev kaldt for en afrikansk LØVEHUND, fordi den blev brugt til løvejagter i Afrika. En ung dreng, der i forvejen er bange for hunde tænker jo straks, at hvis sådan en hund bliver brugt til at jagte løver, så må den jo også være større, stærkere og meget farligere end løver endsige alle andre slags hunde. Allerede et stykke vej fra huset kunne jeg høre LØVEHUNDENS glammen og da bilen kort efter standsede på parkeringspladsen, var dens gøen blevet så voldsom og gennemtrængende, at den ubesværet forplantede sig i min lille barnekrop, som en lavfrekvent og totalt overrumplende vibration i brystkassen, der ødelagde mit eget hjertes naturlige rytme, så det skiftevis sprang et par slag over og dernæst tog et par hurtige i træk, i et panisk og nytteløst forsøg på at indhente det tabte. Havde jeg ikke vidst bedre, så kunne jeg have troet, at lyden fra LØVEHUNDEN kom fra mit eget indre, så intens føltes den i min krop, som skiftevis holdt vejret og hyperventilerede, mens den tog bad i angstens sved under min snarligt gennemblødte sommerjakke. For hvert skridt jeg tog i retning af hoveddøren, blev den dundrende og vedvarende gøen højere og højere og mere og mere intens og bedst som jeg troede, at min situation ikke kunne blive værre, så fik jeg øje på uhyret! Det stod med forpoterne oppe i vindueskarmen og med hovedet helt op mod ruden, som duggede og blev klar igen foran dens åbne gab, synkront med den dundrende fornemmelse i min brystkasse. Foran hoveddøren var jeg så bange, at min hørelse de facto var forsvundet og enhver beroligende bemærkning fra en voksen var aldeles nyttesløs. Så bevægede dørhåndtaget sig pludselig ned og døren begyndte at gå op samtidig med, at en stor, sort og våd snude maste sig ud gennem den voksende sprække mellem døren og karmen lige i hovedhøjde..! At vi mennesker stammer fra aberne, det kan både jeg selv og min far bevidne, for den dag, i det øjeblik, tog de allerdybeste instinkter over i mig. I samme moment dørsprækken blev så bred, at Løvehunden kunne klemme sit gigantiske hoved gennem den, der kravlede jeg, på bogstaveligtalt nul-komma-fem, op af min far, så jeg før nogen vidste af det, sad oven på hans skuldre, mens jeg forsøgte at fortsætte videre op på hans hoved. Løvehunden må også have syntes det var bemærkelsesværdigt, for den kvitterede i hvert fald ved at springe op af min far med forpoterne, så jeg på trods af mine på dagen ekstraordinære klatreegenskaber, alligevel ikke var helt i sikkerhed fra dens insisterende og voldsomme tilnærmelser. Dette var mit første møde med Løvehunden og resten af dagen tilbragte jeg primært på min fars skuldre, hvorfra jeg med frygt og gru, betragtede den enorme hund, der for det meste luntede rundt og ledte efter madrester, eller lå og sov på gulvtæppet eller græsplænen. Et par gange i løbet af weekenden tog min far Løvehunden i snor og tog den med på vores gåture rundt på den enorme landejendom. Dens halsbånd var en tyk kæde og snoren en solid læderrem, hvilket begge dele var en nødvendighed, for Løvehunden trak som en okse, når den var på tur og min far måtte sætte hælene godt i, for ikke at blive trukket afsted af det enorme dyr. Kapitel 3 – Basco
Kapitel 1 – Bidt af en gal hund
Kapitel 1 – Bidt af en gal hund Når jeg ser på, hvordan mine to drenge – Zander på 5 og Lauritz på 2 – omgås hundene med den største naturlighed og selvfølgelighed, så kan jeg på ingen måde genkende min egen barndom i dem. Som dreng voksede jeg op i en andelsboligforening på Nørrebro, hvor hunde var strengt forbudt. Ingen i familiens daglige omgangskreds var hundeejere og derfor var min berøringsflade med hunde særdeles begrænset. Foran det lokale værtshus på hjørnet lå ofte en stor hund og kiggede olmt på de forbipasserende og når jeg skulle forbi, så forgik altid den modsatte side af gaden med mor mellem mig og hunden. I kvarteret boede desuden en dame, der opdrættede de store og meget langhårede afghanske mynder. Man så hende ofte på gaden med 4-5 af slagsen og min mor talte tit dårligt om hende, fordi hundene altid havde tyndskid og damen aldrig havde husket hundeposerne.. I vores kolonihaveforening i Brøndby Strand kom vi i en kort periode hos et ældre ægtepar med hund, men det fik en brat ende, da hunden en dag snappede mig i ansigtet.. Et år var vi på bondegårdsferie på landet, men mere end hønsene og grisene husker jeg gårdens hund! En gevaldig (sådan husker jeg den i hvert fald) og glubsk schæferhund, der altid så ud til at have lyst til at hapse en drengearm eller to. På billedet nedenfor fra bondegårdsferien du se den gigantiske hund i forgrunden, mens jeg i baggrunden søger beskyttelse mellem mors ben. Mit kropssprog er ikke til at tage fejl af og i dag kan jeg desuden se, hvordan selv hunden kan aflæse mig og tænker: ”Ham drengen derovre, han er vist ved at skide grønne grise ved synes af mig. Jeg er TOP DOG her på gården!” Kapitel 2 – LØVEHUNDEN